IMG 5782

Naboerne ønsker stort tillykke med de 40 år

Musikhuset ligger omgivet af kulturinstitutioner, og de er glade for naboskabet med byens store kulturdynamo. Seks af naboerne sætter ord på, hvad Musikhuset betyder for dem.

Tekst: Hans Petersen

Den Jyske Opera: Her er lige så skønt som på mit bedste kultursted i verden 

I fem år har han nu været i Århus. Chefen for Den Jyske Opera, Philipp Kochheim, kender efterhånden byen godt og bruger den.  

Det meste af sit liv har 51-årige Philipp Kochheim boet i hjemlandet Tyskland med Berlin og Hamburg som hovedbyer, men han har fundet sig godt til rette i Aarhus. 

Philipp Kochheim i Den Jyske Operas øvelokaler i Frichsparken. Foto: Hans Petersen 

”Der er naturligvis både fordele og ulemper ved at komme til en ny by, men det vil gælde for alle byer i verden, uanset hvor du flytter til,” siger Philipp Kochheim i en pause under øveperioden med ”Sunset Boulevard”, en musical over den amerikanske film af samme navn, her med Tammy Øst i hovedrollen. Musikken er af ingen ringere end Andrew Lloyd Webber i fortællingen om kærlighed, jalousi og mord i 1950’ernes Hollywood. 

Som London National Theatre 

Kochheim er i Frichsparken på Søren Frichs Vej i Åbyhøj, for det er her, Den Jyske Operas øvelokaler ligger.  

Sit daglige kontor har han i Musikhuset Aarhus. Der er han, bortset fra de normalt tre uger lange prøveperioder på de stykker, operaen spiller i Aarhus og en lang række af landets byer. 

”Det mest vidunderlige kultursted, jeg kender, er London National Theatre. Der er både café og restaurant og åbent hele dagen. Musikhuset i Aarhus har det samme. Man kan sidde og se folk komme og gå. Det er som at kigge ind i en arbejdende bestand af bier. Nogle gange kan man tilmed se kunstnere passere forbi. Med de store vinduer inviterer stedet til, at man går ind, og det er virkelig godt, at der er adgang for offentligheden,” siger Philipp Kochheim med begejstring og føjer til: 

”Det er et skønt hus med lækkert lysindfald, en dejlig park udenfor og et kunstmuseum som nabo, hvis man får lyst til at opleve noget andet. Det er et vidunderligt område. Tilmed har vi, der bor der, en kantine på toppen, hvor vi kan spise og tilmed gå udenfor på taget i godt vejr.” 

Går selv til koncerter 

Han bruger også Musikhusets tilbud, når hans egen opera ikke er på scenen. 

”Jeg går til mange koncerter, for eksempel med Aarhus Symfoniorkester, men jeg er også vild med jazz, og Musikhuset lever virkelig godt op til mine ønsker og forventninger på det område,” siger operachefen. 

For Den Jyske Opera er Musikhuset en god basis. 

”Vi kan lide at spille der, selv om der ikke er alle de tekniske finesser, som man gerne vil have som operachef. Scenen er flad, og der er ingen drejescene, som århusianerne for eksempel kender fra Aarhus Teater. Det kunne vi ønske, men basalt er det godt,” siger Kochheim, der har kontrakt til sommeren 2024. 

 

 

Aros: ”Store stjerner giver os fantastiske oplevelser i Musikhuset” 

Rebecca Matthews, museumsdirektør hos naboen, kunstmuseet Aros, ønsker Musikhuset til lykke med de 40 år. 

Rebecca Matthews overtog direktørposten på Aros 1. januar 2022 efter Erlend Høyersten. Foto: Aros 

”Musikhuset er vigtigt, fordi det både tiltrækker national og international opmærksomhed til byen,” siger Rebecca Mathews og fortsætter:

”Store stjerner kommer til Aarhus for at optræde i Musikhuset, og jeg har selv haft mange fantastiske oplevelser der, blandt andet i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Det er en stor glæde for mig at være en del af Musikhusets advisory panel, og jeg er glad for det gode og tætte samarbejde, der er mellem Aros og Musikhuset.” 

I fem år bestred Rebecca Matthews posten som direktør for Aarhus 2017-fonde, det vil sige leder af Aarhus som Kulturhovedstad 2017.   

Siden vendte hun tilbage til England, hvor hun er født, for at blive direktør for det internationale Goodenough College i London med 700 studerende og forskere. I 2021 blev hun direktør for Glasmuseet i Ebeltoft, og herfra kom hun til Aros ved årsskiftet 2022. 

I 2017 modtog Rebecca Matthews ridderkorset af Dannebrogsordenen for sin indsats for dansk kunst og kultur. 

 

 

Filuren: Det lille teater i huset har også jubilæum og er rykket tættere på storesøster 

Ditte Felding, leder af Teaterhuset Filuren, er meget tilfreds med samarbejdet med Musikhuset, hvor Filuren hører hjemme. 

Ditte Felding, leder af Teaterhuset Filuren: Musikhuset giver plads til vores udfoldelser. 

”Som en lille aktør i et stort hus er vi utroligt glade for det samarbejde og den rummelighed, der er mellem to forskelligartede institutioner. Musikhuset giver plads til, at vi kan være et professionelt producerende børne og ungdomsteater, der leverer de nære, skæve og anderledes scenekunstoplevelser for børn og unge i et stort kommercielt hus,” siger Ditte Felding.  

Hun mærker, at Filuren og Musikhuset de seneste fire år er rykket tættere på hinanden. 

”Vi er blevet en integreret del af Musikhusets program og tilbud til familier. Det oplever Filuren som en gensidig styrkelse af de to institutioner. Og trods den store forskel har vi et stort, fælles jubilæumsår. Teaterhuset Filuren fejrer nemlig 50-års jubilæum i år - stort tillykke til lillesøster med de 40, lige i den henseende,” siger Ditte Felding.  

 

 

Aarhus Symfoniorkester: En stor og glad aktør i Musikhuset vil gerne være endnu mere synlig 

”Vi er privilegerede med at have fuld rådighed over Symfonisk Sal, som hører til blandt de allerbedste af sin art i Skandinavien.” 

Det siger musikchef i Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin. 

Musikchef Jesper Nordin (til højre) ved indvielsen af den nye foyer. Til venstre teknisk chef i Musikhuset, Jesper Kjær, og Karin Salling som repræsentant for Salling Fondene, der har doneret 13 millioner kroner til ændringen af foyeren. Foto: Hans Petersen 

Selv om orkestret er tilfreds med at bo i Musikhuset Aarhus, har chefen et ønske: 

”Det har været en stor hjælp til os og publikum med sidste års vellykkede ombygning af Nedre Foyer i huset. Men vi kunne rigtig godt tænke os et indgangsparti, der matcher Symfonisk Sals niveau rent arkitektonisk,” siger Nordin. 

Han tilføjer, at historisk set har forholdet mellem Symfoniorkestret og Musikhuset ikke altid været gnidningsfrit. 

”Men lige nu har vi et på mange måder utrolig godt samarbejde på alle niveauer. Vi har faste møder, udveksler tanker og planer og støtter hinanden, hvor vi kan, og generelt er begge parter både hjælpsomme og nysgerrige på hinanden,” siger Jesper Nordin. 

Rigt og varieret 

Musikhuset er garant for et utroligt rigt og varieret musik- og sceneliv overordnet set, og det er et enormt inspirerende miljø at færdes i. Også Konservatoriets placering helt tæt på det professionelle musikliv er vigtigt og berigende, mener han. 

”Men det er også en udfordring. Symfoniorkestret er ubetinget den største repræsentant for den klassiske musik i Aarhus, og i hele Region Midtjylland i øvrigt, men vi kan godt sygne lidt hen under det massive kunstneriske vingefang, som Musikhuset har med den genremæssige bredde og kommercielle appel. Her spiller Symfonisk Sal altså også en rolle. Netop derfor er det forbilledlige forhold mellem orkestret og Musikhuset af stor værdi, for Musikhusets tyngde og synlighed smitter også positivt af på os, når netop samarbejdet fungerer så godt, som det gør nu,” siger Jesper Nordin. 

 

 

SPOT: Han hyrede tv-2 ved åbningen i 1982  – og plejer stadig den rytmiske musik 

Kan klassisk og rytmisk musik spille sammen? Det kan være en svær konstellation. Men i Aarhus er det lykkedes – sådan i overført betydning. 

Spot Festival præsenterer unge, kommende kunstnere inden for den rytmiske musik en gang om året. Og da den århusianske festival første gang så dagens lys for 28 år siden, var der en vis skepsis med hensyn til at samarbejde med Musikhuset, selv om det var oplagt. 

Men over årene er det lykkedes. 

”Vi har i hvert fald spillet 20 gange ved Musikhuset nu,” siger Gunnar K. Madsen. Han var med til at føde Spot Festival, og ja, han har været i branchen endnu længere. 

Gunnar K. Madsen er den rytmiske musiks forkæmper, fyldt med initiativer og her klar til at indtage Musikhusets amfiscene. 

”Da Musikhuset åbnede i 1982 var jeg også med, dengang som booker. Vi havde aftalt med Musikhuset, at det næsten nystartede TV-2 (tidligere Taurus) med Steffen Brandt i front, skulle spille ved åbningen,” fortæller han og fortsætter: 

Mange kæmpede imod Musikhuset, mens vi var andre, som kæmpede for, at moderne rytmisk musik skulle anerkendes på lige fod med den klassiske musik. Der var en generationskamp,” siger Gunnar K. Madsen, i dag 68 år og stadig fuldt aktiv som leder af Spot.  

Han er glad for det, som er kommet ud af det hele. 

Unik placering 

”Spot foregår over mange lokationer i byen, men i og omkring Musikhuset har vi 8-10 scener, som står tæt samlet, så man let kan gå fra den ene til den anden og opleve et nyt band. På verdensniveau er det helt unikt, og mange ude i verden sukker efter sådan en mulighed. Vi har fede faciliteter,” siger Gunnar K. Madsen. 

På Spot Festival bliver 200-270 orkestre præsenteret på to en halv dag. Det er intenst og foregår fx også på Salling Rooftop, scener ved åen, Train, Voxhall, Radar, Institut for X, Godsbanen og Brobjergskolen. 

Det, der normalt foregår i Musikhuset og udendørs, er to forskellige arrangementskulturer, hvor du sidder ned det ene sted og står op det andet.  

”Ved godt samarbejde er det lykkedes os at forene dem på en god måde,” siger Gunnar K. Madsen og føjer til, at Aarhus har fået et godt tag på den rytmiske musik, blandt andet takket være den gamle borgmester Thorkild Simonsen, i dag 95 år. 

”Han havde, som rådmand og borgmester, et godt blik for det nye,” siger Gunnar K. Madsen. 

 

 

Jazz Festival: Uden Musikhuset havde Aarhus ikke haft sin store jazzfestival 

Aarhus har haft jazzfestival uafbrudt i 34 år, og var det ikke for Musikhuset, havde den ikke eksisteret. 

Så kategorisk siger Ilse Vestergaard det. Hun har været med til at lave jazzfestival fra dag ét og lige indtil i år, hvor hun forlod topposten i en alder af 73 år. 

Jazzfestivalens afgåede leder Ilse Vestergaard (i midten) med de nye Marie Nyeng og Gorm Askjær. Foto: Sixten Therkildsen 

”Uden Musikhuset var jazzfestivalen aldrig kommet på benene,” siger hun, der var ansat i det hus i 31 år, også dengang jazzens sommerfest blev skabt. 

Dengang var det en del af hendes job. 

”Ved jazzfestivalen har der altid været skiftende scener rundt på byens spillesteder og barer. De skulle selv melde sig til, og så sad vi i Musikhuset og styrede programmet, siger Ilse Vestergaard og nævner verdensnavne som Stan Getz, Herbie Hancock og Dizzie Gillespie. De har været her og mange flere.  

”Men uden Musikhuset til at tage de store navne ind, havde vi aldrig fået dem til byen,” tilføjer Ilse Vestergaard. 

Siden 2012, da musikeren Jens Klüver holdt op i ledelsen, har hun haft det øverste ansvar for festivalen og stået for det meste. Fra februar 2022 styres festivalen af Marie Norman Nyeng som daglig leder i samarbejde med Gorm Askjær, der har været ansat siden 2015 nu og er kunstnerisk leder. 

Det nye team skal bygge videre på det gode samarbejde med byens jazzarrangører og med nye initiativer som samarbejde med den klassiske musik og børnejazz på Dokk1.  

Festivalen er vokset i både antal koncerter og arrangører. Hvert år præsenteres nu flere end 300 koncerter hos 40-45 arrangører i hele Aarhus.    

Og Ilse Vestergaard..? Ja, hun er stadig aktiv. 

”Jeg har altid interesseret mig for jazz, og jeg spiller og synger i koret ”Staying Alive”, der har hjemme i Klostergadecentret,” siger hun. 

Kontakt

Thomas Jensens Allé

8000 Aarhus C

Tlf.: 89 40 90 00

musikhusetaarhus@aarhus.dk

 

Musikhusets åbningstider

Hold dig opdateret

#musikhusetaarhus #musikhuset #lifeislive

Forstærk kontraster
Læs mere
Der er ingen resultater som matcher denne søgning. Søgning fejlede